Om os

Om os

Kultur er et ord, der rummer mange ting.
Men dybest set handler det om, hvad vi især synes om, hvad vi kan beskæftige os med, og hvad vi specielt hygger os med. Det har vi fokus på i Hugo’s Kælder.

Det startede med sommerjazzen i gården.
Vi holder pubquizaftener sidste tirsdag i måneden.
Søndag er en hyggeeftermiddag med ild i pejsen, så kig ind i Hugo’s Kælder efter en gåtur i byen. Det er kultur med oplevelser og en rigtig god stemning.
 

Hugos historie

Skønt Køge i dag er en driftig og levende by, findes der næppe en anden sjællandsk by, der er mere hyggelig end Køge.
Selv den dag i dag, hvor Køge er en moderne by med moderne butikker og facader, har man alligevel formået at bibeholde det gamle præg, og når man går gennem de gamle gader i det indre Køge, er det ikke de moderne butiksfacader, der virker dominerende. Dominerende er derimod de gamle bindingsværksbygninger, hvoraf en dateres så langt tilbage som til år 1520.

Køge opstod i 1200-tallet på en flad kystslette mellem åsen og åen under tiden med det store sildeeventyr i Øresund. Køges beliggenhed var særdeles velegnet til landing af de mange sild og blev hurtigt en vigtig handelsplads specielt for handelen med de nordtyske byer i Østersøen. Flere steder finder man da også spor efter tysk påvirkning.

Omkring år 1600 var Køge midtpunktet for en stor korneksport og handlede dengang specielt med Holland. En del af kornet blev dog omsat på stedet i form af en stor ølproduktion i høj kvalitet.

I 1800-tallet rejste Køge sig atter efter depressionen under svenskekrigene. Havnen i åens munding blev udbygget, og handelen blomstrede atter op.

Den megen handel krævede lagerbygninger, og specielt ejendommene i Brogade indeholder gamle magasiner og lagerbygninger, hvoraf flere er bevaret, men nogle er væk, og nyt er gennem tiden bygget på de gamle fundamenter, med de gamle kældre bevaret.
En af disse kældre huser Hugo’s Kælder, som er kendt vidt og bredt. Vinkælderen er indrettet i en middelalderkælder, som blev udgravet af Nationalmuseet og Køge Museums gravegruppe i første halvdel af 1960’erne. Et medlem af gravegruppen opdagede, at der bag cement- og pudslag gemte sig munkestensmurværk, som viste sig at stamme fra middelalderen.

Kælderen hører til de såkaldte “tilbagetrukne kældre”, som der kendes tre eksemplarer af i Køge. De øvrige er i gårdene til Brogade 5 og Nørregade 4. Disse kældre er placeret et stykke inde på grunden og hører sandsynligvis til en bebyggelsesform, der vedrører byens ældste periode.

Dateringen af middelalderkælderen er uvis, formentlig i slutningen af 1300-årene end i begyndelsen. Sammen med det middelalderlige murværk – såkaldt munkeforbandt – ses en række karakteristiske nicher, afdækket med spærstik. Den øvre del af munkestensvæggene er i krydsforbandt og ser ud til at være bygget i tiden omkring 1550-1600.

Den færdigrestaurerede kælder blev præsenteret for en indbudt kreds i oktober 1966, og to år senere lod gårdens ejer, købmand Hugo Jørgensen, kælderen indrette til en vinstue, Hugos Vinkælder. Også under forhuset er der en kælder mellem porten og nordgavlen, men den er yngre end vinkælderen, idet den stammer fra renæssancen.

Under 2. verdenskrig var denne kælder indrettet som beskyttelsesrum, og den vandt sågar førstepræmien i en konkurrence om byens bedste beskyttelsesrum. Den var udstyret med behagelige stole, tæppe på gulvet og et nødtoilet i en særskilt afdeling.

Efter krigen lod købmand Hugo Jørgensen en kirkemaler dekorere murene og loftet med kalkmalerier i middelalderstil, men deres unge alder afsløres af, at der på loftet med gotiske bogstaver står “Danmarks ældste købmandsbutik”. Det kunne man næppe vide så tidligt!

Share by: